SPANIEN

Nedenfor har jeg beskrevet nogle af de turer som jeg har kørt mange gange, og som jeg synes er lige spændende og oplevelsesrige hver gang. Som udgangspunkt kan du som deltager være medbestemmende om hvilke turer du ønsker at køre, alle deltagere bliver hørt om ønsker og derefter planlægger jeg ugen. Har du andre ønsker om en anden tur i Sydspanien kan dette også arrangeres.
Nederst har jeg beskrevet rundtur, som køres 2 gange hvert år.

Det er vanskeligt at beskrive alle de fede ting og oplevelser der findes i Spanien, uden det bliver flere sider man skal læse, DERFOR er jeg altid klar ved telefonen på 93921166, for at fortælle mere om turene og høre om dine forventninger, helt uforpligtende.

 

El Caminito del Rey – ”Den lille kongesti”
På denne tur kører vi mod ”kongestien” opkaldt efter Kong Alfonso XIII som gik ruten i 1921. Har du nerver af stål og ikke lider af højdeskræk, så har du muligheden for at gå de 7,8 kilometer på denne gamle vandrerute mellem to vandreservoirs. Hvis du ønsker at gå turen, skal der bookes billetter i god tid.
Området omkring kongestien er fantastisk, og bag hver sving kommer der nye oplevelser og natur. Kigger man op, kan man se ådselædende gribbe svæve rundt. På turen hjem skal vi igennem en af naturparkerne, og DET er en sand oplevelse – bare det at køre på motorcyklen og se og dufte alt, hvad der er omkring os – DET er noget af det bedste, som de spanske naturparker tilbyder.

 

Gibraltar
Vi kører mod Ronda op igennem nationalparken ”Sierra De las Nieves” – oversat: snebjerge. Her er der masser af udsigt og sving, og vi ser ofte bjerggeder og rovfugle. Efter ca. 4 timers kørsel på dejlige veje er det tid til frokost, og den kan vi evt. ta’ i ”England”. Gibraltar er en gammel engelsk kronkoloni, som er domineret af en imponerende 426 meter høj klippe, der har skaffet halvøen tilnavnet The Rock. Gibraltar er kendt for sine vilde berberaber, (der lever 5 familier i Upper Rock Nature Reserve), sjældne fuglearter samt delfiner, hvaler og skildpadder.
Vi kan tage med Johathan en lokal guide jeg kender i hans minibus op på The Rock og møde aberne, se drypstenshulen, St. Michaels Grotte eller gå en tur rundt på denne historiske ø.

 

Grazalema
Denne tur går mod bjergene omkring naturparken Sierra de Grazalema, hvor vi kører på gode men små veje hvor den ene efter den anden flotte udsigt kommer til os. Her er der sjældent anden trafik så vi kan bruge hele vejen til at kører gennem de fede sving. På toppen at naturparken gør vi stop for at se store flokke af rovfugle og gibbonørne svæve rundt over hovedet på os. På vejen hjem kører vi gennem en af de flotteste hvide byer på sydkysten, Casares. Efter frokost på den lokale restaurant i byen, køre vi ned mod Middelhavet og følger kystvejen hjemad. Hvis vi synes hovedet kan rumme flere oplevelser drejer vi en tur omkring Puerto Banus, for at se lidt på hvor de superrige bruger deres penge, vi ser hver gang drømmebiler og både som jeg vil kalde færger i samme område kan man også shoppe Rolex, Guzzi, etc. Hvis man vil have en souvenir med hjem.

 

Iznájar
Denne dag prioriterer vi mere køretur over oplevelser, når vi kører mod Iznájar, som ligger i provinsen Córdoba. Meeen vi skal selvfølge også se nogle seværdigheder, så efter nogle timers kørsel på fantastiske veje rammer vi en af de største inddæmmede søer i Andelusien. Her er der flere broer og dæmninger, så der er masser af muligheder for billeder. Efter en dejlig solid frokost på den lokale restaurant kører vi hjemover – ned mod næste stop, hvor vi møder levn fra fortiden, der går mange millioner år tilbage.

 

Lake Vinuela
På denne tur er der ikke så mange turistattraktioner, vi skal besøge, men vi skal nærmere se, om vi kan tælle hvor mange sving, vi runder. Turen går mod Vélez-Malaga og op i bjergene mod Puerto del sol. I dette område ser vi hver gang rovfugle svæve højt oppe over os. Puerto del Sol er et kendt sted for cykelryttere at køre, da det ligger 1085 meter over havet og har nogle fantastiske veje, som vi benytter os af. På vejen hjem kører vi igen over et bjergpas.

 

Nerja
Denne tur går til Nerja, hvor vi skal besøge drypstenshulen. Efter vi har kørt nogle timer oppe i bjergene på dejlige veje, som snor sig med utallige sving, nærmer vi os ”Hulen” (Cueva, som det hedder på spansk). Hulen blev opdaget den 12. januar 1959 af en gruppe unge lokale, som var på en sen aftentur og ledte efter flagermus. Her finder du også det ældste kunstværk, som mennesket kender og nogle af de største klippeformationer, der findes. Efter en frokost tager vi kystvejen – langs Alboranhavet – hjem til hotellet.

 

Ronda
Denne tur er én af mine absolutte favoritter. Vi kører desværre et stykke på motorvej, men det betyder ikke noget, når man ved, hvilke fede veje der venter på resten af turen. Ronda er berømt for sin tyrefægtningsarena, Plaza de Toros de Ronda, der stammer helt tilbage fra 1785 og regnes som tyrefægtningens vugge. I øvrigt er byen faktisk blandt Spaniens ældste byer. Hvis man har lyst til tapas, kender jeg en lille ”lokal” tapasbar, hvor man virkelig mærker den sydlandske siestastemning. Der er virkelig meget at se i Ronda, og jeg har derfor flere ruter for hjemturen, afhængig hvor lang tid vi har hygget os i byen.

 

Setenil
Denne tur går turen mod Setenil de Las Bodegas. Efter at have passeret adskillige stejle veje og hårnålesving, åbenbarer Setenil de las Bodegas sig for os. Det er en lille by, som er overraskende smuk. Byens hvidkalkede huse klæber sig til stejle, frodige klippesider ned mod Guadalporcun-floden, der løber gennem byen. Husene er bygget både under, i og oven på klippen, og det betyder, at gaderne ligger forskudt. Det giver mulighed for nogle helt særlige scenarier, såsom Calle de las Cuevas de la Sombra (gaden i skyggernes hule) og Calle de las Cuevas del Sol (gaden i solens hule). Vi spiser frokost i byen og strækker benene, før vi kører hjemover.

:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::: 

Rundtur på 6 køredage.
Denne tur køreres 2 gange i efteråret, næste år bliver det en anden rute også i efteråret.

2023 turen forgår i den sydøstlige del af Spanien. Her skal vi se ørkenområdet som er det eneste af sin slags i Spanien, vi besøger den højeste beliggende by Trevélez, hvor vi skal smage den kendte Jamón skinke, vi skal køre på Velefique, Spaniens svar på Stellvio i Italien. Vi skal også se en western by, hvor der er indspillet en del film, samt kører på en masse fed asfalt, lækre sving og bjerge.

Vi overnatter på forskellige 3-4* hoteller på turen.

Dag 1:
Ankomst på hotellet Bajondillo i Torremolinos. Vi modtager motorcyklerne kl. 19 og går derefter ud at spise i byen.

Dag 2: Vi mødes kl. 9 hvor vi gennemgår kørsel i gruppe, trafikregler, etc. Og køre ca. kl. 10.
Vi kører langs kysten mod Motril og svinger op i bjergne mod Laroles – 191km.

Dag 3: Efter morgenmad køre vi mod Almeria, hvor ”ørkenen” venter kort derefter. Efter et besøg ved et afsidesliggende fyr og evt. en badetur går turen videre gennem ørkenen og mod Mojácar. 241km.

Dag 4: Fra Mojácar kører vi mod western byen Texas Hollywood og Velefique med sine spaghetti veje. Turen går videre mod Sierra Nevada. 209km.

Dag 5: Travélez er Spaniens højeste beliggende by og den besøger vi i dag. Endestationen er Nerja. Vi tager en tur i Cueva De Neja, en af de største turistattraktioner i Spanien. 147km.

Dag 6: Dagen skal bruges til at finde flest store inddæmmede søer, flere naturparker og masser af bjergkørsel. Vi kører mod Colmenar. 169km.

Dag 7: Dagen går mod El Torcal, hvor vi ser levn fra mange millioner år siden. Efter at have strukket benene køre vi mod Ardales og hjemover mod hotellet i Torremolinos. 160km.
Forvente ankomst kl. 16, hvorefter vi afleverer motorcyklerne.

Dag 8: Rejsedag, der er også mulighed for at rejse hjemover dagen før, eller blive nogle dage mere og nyde en tur på stranden eller se nogle af de mange seværdigheder i Malaga.